April 2010


Kære Sven Hazel-læsere,

Jeg henvender mig til jer som søn af Dorthe og Sven Hazel på grund af den hetz, som nu for 3. gang i 47 år endnu engang er startet ikke blot mod min meget snart 93-årige far men også mod min mor, selv efter hendes død i 2003. Det er mit ønske at klarlægge nogle af de usande beskyldninger i dette brev.

Det begyndte i 1963. Kampen blev taget op mod danske medier som blandt andet hævdede at Sven Hazel havde været medlem af SS og hipokorpset. Dette endte med at Danmarks Radio (DR) måtte dementere de ukorrekte oplysninger. Dementiet - se bilag - blev trykt dog bagerst i aviserne og meddelt i DR, men først efter radioavisen var afsluttet, så de fleste havde allerede slukket. Det var denne eneste form for offentlig undskyldning Sven fik. I dag er det igen mere eller mindre de samme postulater, som daværende generaldirektør for Danmarks Radio - senere FN ambassadør, udenrigsminister og hofmarskal Hans Sølvhøj - med Radiorådet bag sig dementerede.

Derfor besluttede mine forældre i 70'erne totalt at ignorere en bog med det samme sludder og sladder. Utroligt som det lyder blev dementiet erklæret for ukorrekt i denne bog. Forfatteren påstår i øvrigt også at jødeudryddelsen og Anne Franks Dagbog er løgne. Min far blev udskældt for cykeltyv, plattenslager, analfabet - og til sidst ikke forfatter til sine bøger. Denne bog er nu genoptrykt og fulgt op af en TV udsendelse på DR2. Og igen er det de samme påstande, som overnævnte sag fra 60'erne.

Man kan sætte spørgsmål ved alting og kritisk granske, men aldrig ukritisk gentage påstande, selvom de kommer fra en aldrig så velplaceret spiller. Det er noget man lærer på journalisthøjskolen.

Hvad kan få disse personer til at spilde deres liv og så meget energi bare på at bruge et menneske som boksebold i generationer? Hvad er den psykologiske drivkraft bag dette gennem alle disse år? Had, misundelse og jantelov? Porta ville have kaldt dem for "blegfede frikadelle ædende halvfascister" og sagt "Jop Tvojomod!"

Men bare for jer læsere at klarlægge nogle punkter:

Min far HAR VÆRET i krig - hvilket bekræftes ikke blot af vedlagte dementi, men også af en enhver som har kendt ham og været i hans hjem. En af bøgerne er tilegnet hans krigskammerat og personlig ven, som endte som general i den tyske forbundshær. I øvrigt findes der tonsvis af dokumentation. Selvom vi alle har gjort mange dumheder som unge - og selvfølgelig også min far - har han aldrig været medlem af noget politisk parti - heller ikke det danske nazi parti (DNSAP). Dette kan bekræftes ved et simpelt check i Bovrup kartoteket.

Svens bøger har, lige siden de første udkom på Grafisk Forlag, været betegnede som krigsromaner - altså romaner, som i henhold til min far er baseret på hans egne oplevelser, samt hvad han har fået fortalt og til sidst forfatterens legitime ret til brug af fri fantasi. Dette har han også givet udtryk for i flere interviews.

I Danmarks Radios dementi omtales "tjeneste i herværende afdeling af den tyske efterretningstjeneste" og dette bliver nu efter nogle humle tågede teorier det samme som hipo. Så må chefen for Abwehr, admiral Canaris have været hipomand. Jamen hvor langt ud skal vi? Og hvis en afdeling af den tyske efterretningstjenesten var det samme som hipo, så er det godt nok utroligt at min far ikke blev dømt for medlemskab af denne organisation. Der blev ikke lagt fingre imellem i retsopgøret efter krigen.

Min far har taget navneforandring. Det har han heller ikke lagt skjul på. Det var en nødvendighed efter krigen, når man var blevet dømt for tysk militærtjeneste ellers fik du sparket, hvis det blev opdaget på dit job.

At Sven Hazel er et forfatternavn… ja af ovennævnte grund og i øvrigt er Molière, Georges Sand og John LeCarré også pseudonymer.

Det er selvfølgelig Sven som har skrevet sine bøger. Og ingen andre! Alle debutanter ved at forlæggere forlanger at deres manuskripter skal gennemgås, bearbejdes og rettes af såkaldte korrekturlæsere. De fordømtes Legion var ingen undtagelse. Den blev i øvrigt afslået af 12 forlag inden den endelig udkom. Så der var ikke så meget at vælge mellem. Efterfølgende har bogen været i uafbrudt salg i Danmark - i nu 57 år. Naboer og venner kan bevidne, hvordan min far skrev sine bøger. I øvrigt er der lavet en film reportage over dette. Om eftermiddagen skrev han kladden over hvad han næste dag dikterede til min mor. Herefter gennemgik de det. Jeg gennemlæste selv de maskinskrevne sider som dreng, hver dag når jeg kom hjem fra skole, og kom med mine kommentarer. Min mor var hvad man betegner i dag som editor eller redaktør. De var et team. Min far læste også højt afsnit og kapitler for venner, så de også kunne give deres meninger. Når første udkast af bogen var færdig, blev den med alle hans håndskrevne rettelser endnu engang dikteret. Det foregik på skrivemaskine ikke med nutidens tekstbehandlingssystemer. Og sådan endnu en gang indtil det trykfærdige manuskript kunne indleveres. Derfor tog det 2-3 år at skrive en bog.

Min far gik kun samlet 5 år i skole - hvilket aldrig har været nogen hemmelighed, da han var opvokset i en fattig arbejderfamilie og blev sendt ud at sejle, da han var 14. Han har selv lært, hvad han kan, blandt andet gennem læsning af tusinder af bøger, som hans bibliotek rummer - så hel analfabet er han altså ikke. Man behøver ikke en universitetsgrad for at være et dannet menneske.

Private og intime detaljer fra mine forældres liv fra de glade og frigjorte 60' og 70'ere er nu også offentliggjort. Vi taler om min døde mor og en syg og gammel mand! Hvad de har lavet i deres private liv, må da være deres sag. At dykke ned i det er sygeligt.

Hvis Sven Hazel er set som et enigma i danske øjne, er grunden enestående den behandling har fået. Det er selvfølgelig værd at sige at det positive i Svens lange liv desværre ikke er nævnt med et ord i hele denne sag. For det er ikke brændsel på dette inkvisitoriske heksebrænderi.

Jeg beder ikke om genoprettelse af Svens ære, for det er alligevel for sent. Formålet med dette brev er blot et suk i anstændighedens navn om en gammel mands ret til at dø i fred. Det er en menneskeret. Om det vil lykkes? Sikkert ikke. Men det er alligevel forsøget værd…i anstændighedens navn.

Med de bedste hilsener
& en stor tak til Svens trofaste læsere,

Michael